Jeg er hverken blogger eller skribent, jeg er fotograf, og det har jeg egentlig altid været. Jeg er fra naturens hånd et kreativt, visuelt menneske, og som barn kunne jeg sidde og tegne i flere timer, i et forsøg på at genskabe de ting, mennesker og stemninger jeg oplevede omkring mig. Jeg må nok erkende, at det sansynligvis kun har været mig, der kunne se hvad jeg tegnede. Efter jeg selv har fået børn har jeg i hvert fald fået en meget bedre forståelse for, hvorfor mine egne forældre altid insisterede på, at jeg skulle fortælle om mine tegningerne.  Nå, det var et sidespring…

På min 4 års fødselsdag, lavede min mor en af de der afledningsmanøvre vi voksne kan, når vores børn er kede af det, og det ændrede mit liv.

Mine fødselsdagsgæster fra børnehaven var lige hoppet på bussen, og jeg var sur og ked af det, for jeg ville også med… og så var det min mor spurgte om jeg ville prøve at tage et billede af hende. Det ville jeg selvfølgelig gerne prøve, det var allerførste gang jeg fik lov til at prøve kameraet. Jeg kan stadig huske lyden og følelsen af at sætte tommelfingeren på den lille pind oven på kameraet og trække den mod højre. Lyden af kameraet der klikkede som filmen kom på plads. Jeg fik placeret min pegefinger oven på den store orange knap, kiggede i søgeren og så min mor. Det her var smukt, ægte og ville vare for evigt. KLIK!

Da filmen blev fremkaldt viste det sig, at jeg, til mine forældres store overraskelse, havde taget et næsten perfekt billede af min mor. Da jeg så det var jeg solgt. Det der foto var helt sikkert noget for mig.

Det var lykkes mig at fange alt i det billede… min mor, lyset i hendes hår, vejen, hvor bussen havde holdt, grantræer i baggrunden og det dejlige sensommervejr. Jeg lavede så stærkt et anker på det billede, at jeg til den dag i dag kan huske hver en lille detalje ved netop det øjeblik.

…i øvrigt kunne alle se hvad det var, der var på billedet. Jeg skulle ikke selv til at forklare bagefter.

Den dag startede min passion for fotografiet. Tænk sig at kunne fange så mange ting i sådan et lille stykke papir. Det er da fantastisk.

Da jeg fyldte 6 år, fik jeg mit eget kamera. Jeg fotograferede alt. Dog i lidt begrænset omfang, da jeg tit kom til at mangle nye film at sætte i kameraret. Det må have været en smådyr affære for mine forældre, der konstant måtte købe nye film og betale for fremkaldelser af de gamle. Nu når jeg tænker over det, har jeg aldrig fået sagt tak, men det kommer her:

Mor og far jeg vil gerne takke jer for, at i allerede dengang så mit talent, og fordi i bakkede op omkring det, på den måde som i gjorde. Jeg beklager, at jeg selv har taget så lang tid om at indse det. Men som man siger, bedre sent end aldrig. Tak!

Nå, men hvad er det så jeg gerne vil med den her blog. Jo, jeg vil gerne dele min passion, og alt hvad det indebærer, med jer. Jeg har tre primære punkter jeg vil skrive om…

– Jeg vil vise noget af mit arbejde frem, og fortælle lidt om forskellige shoots.

– Jeg vil gerne give tips og tricks fra mig, på en måde, så alle kan være med.

– Jeg vil gerne skrive om de ting der inspirerer mig i mit arbejde.

Derudover kunne jeg godt tænke mig at hive nogle af mine gamle billeder frem af gemmerne, og fortælle om oplevelser, steder og andre lidt mere private ting, men alt sammen med fotografiet som omdrejningspunkt.

Her til sidst skal i da ikke snydes for det billede der ændrede mit liv. Så her er hun, min mor, Kirsten Stagaard anno 1983.

The post Afledningsmanøvre blev min passion appeared first on Iben Stagaard Photography.